Kapitel 1

Folkets Danmark: de fem kroner

FH-formand Morten Skov Christiansen skriver i ’Folkets Danmark’ indledende kapitel om fællesskabets betydning og om de erfaringer, der har formet hans syn på fagbevægelsen.

I uddraget ’De fem kroner’ tager han læseren med tilbage til sin tid som 17-årig elektronikmekanikerlærling på en virksomhed i Taastrup. Her oplevede han for første gang, hvad det betyder at stå sammen på en arbejdsplads – og at rettigheder på papiret ikke nødvendigvis bliver til virkelighed af sig selv.

Da de fire lærlinge mente, at deres arbejde var mere værd end overenskomstens mindsteløn, besluttede de at kræve fem kroner mere i timen. Den unge Morten Skov Christiansen fik opgaven med at gå til værkstedschefen. Efter to forhandlinger var resultatet nul kroner ekstra.

Men nederlaget blev samtidig en erfaring i, hvad fællesskab kan flytte. Lærlingene stod tættere sammen, fik større respekt fra svendene og flere fagligt udfordrende opgaver. De fem kroner kom aldrig, men forsøget på at få dem satte spor.

Morten Skov Christiansen skriver om den erfaring:

”Alligevel gik jeg ikke tomhændet derfra, for vi stod tættere sammen bagefter. Svendene fik respekt for, at vi havde taget kampen, og chefen kunne mærke, at vi ikke bare var fire enkeltpersoner, han kunne tage én ad gangen.”

Forfattere

Morten Skov Christiansen

Formand for FH