Forfattere
Morten Skov Christiansen
Formand for FH
De fem kroner
Som 17-årig elektronikmekanikerlærling, fik jeg for første gang øjnene op for værdien af et stærkt fællesskab på arbejdspladsen. Vi var omkring 30 teknikere og fire lærlinge på virksomheden i Taastrup, hvor vi reparerede VHS-maskiner og fjernsyn af den slags, der var alt andet end flade.
Valget af uddannelse lå ret naturligt for mig. Da jeg var barn, fik jeg som regel lov til at skille tingene ad, når noget gik i stykker. Jeg var optaget af at se, hvad der gemte sig indeni. Måske var der en lille motor, en højttaler eller noget andet, jeg kunne bruge til et nyt projekt. Den nysgerrighed tog jeg med mig ind i faget.
Der lå en særlig tilfredsstillelse i at skille elektronikken ad, finde fejlen, skifte en komponent og se apparatet virke igen.
I dag er der ikke mange, der arbejder med at reparere husholdningsudstyr og allerede dengang var branchen presset. Også dengang kunne det ofte bedre betale sig at købe nyt end at reparere det gamle.
Som lærling var jeg omfattet af branchens overenskomst. Jeg kom fra et fagforeningshjem og vidste, at en overenskomst betød noget, men jeg fandt hurtigt ud af, at en rettighed på et stykke papir ikke automatisk bliver til en rettighed i virkeligheden.
Vi lærlinge skulle have lønnen sat op to gange om året. Den 1. marts, når overenskomstens satser steg, og den 1. august, når vi kom et år videre i læretiden og rykkede op som andet-, tredje- eller fjerdeårslærlinge. Det kunne nogle gange glippe for regnskabsafdelingen. Så var jeg den, der mindede dem om, at vi skulle have den løn, vi havde krav på. Det var vigtigt for mig. Når man begynder på lige præcis 40 kroner i timen betyder hver krone noget.
Men selv når lønnen steg, som den skulle gennem overenskomsten, var lærlingenes mindsteløn lav. Vi mente, at vi fortjente mere. Vi udførte rigtigt arbejde, tog ansvar og bidrog til virksomheden. Derfor besluttede vi i lærlingeklubben, at vi ville kræve fem kroner mere i timen.
Vi blev enige om, at jeg skulle gå til værkstedschefen. Fordi jeg allerede var aktiv i lærlingeudvalget i Dansk Metals afdeling 13, landede opgaven naturligt hos mig. Jeg var hamrende nervøs. Men jeg havde læst overenskomstens lærlingeafsnit, forberedt argumenterne og lagt en strategi.
Efter to forhandlinger var resultatet nul kroner ekstra. Lønnen steg kun med det, den skulle efter overenskomsten. Men de fem kroner oveni fik vi ikke. Det var en regulær maveplasker. Og historien kunne sagtens have sluttet der, med et flot forsøg og et værdigt nederlag.
Alligevel gik jeg ikke tomhændet derfra, for vi stod tættere sammen bagefter. Svendene fik respekt for, at vi havde taget kampen, og chefen kunne mærke, at vi ikke bare var fire enkeltpersoner, han kunne tage én ad gangen.
Vi begyndte også at få færre af de opgaver, vi kaldte ”lorteopgaver”. Jeg har ikke tal på, hvor mange IKEA-skabe og -borde jeg har samlet i min lærlingetid – og fik i stedet flere fagligt udfordrende opgaver og mere ansvar. Det gav stolthed. Senere satte vi en indsamlingsbøsse op med skiltet ”Indsamling til fattige lærlinge” og åbnede en lille slikbutik på værkstedet. Efter nogle år delte vi overskuddet og betragtede det som den lønforhøjelse, vi aldrig fik.