I kapitlet “Vi ses i morgen! Et Danmark, hvor vi mødes” tegner Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening, Henning Overgaard, forbundsformand for 3F, og Mona Striib, forbundsformand for FOA, deres vision for et mere lige Danmark i 2040.
Et Danmark, hvor ens økonomi og sociale baggrund ikke afgør ens muligheder, og hvor vi stadig møder hinanden på tværs af forskelle i folkeskolen, på arbejdspladsen og i de fælles velfærdsinstitutioner.
Forfatterne tager læseren med gennem ulighedens mange lag, fra økonomi og boligmarked til skole, sundhed, arbejdsliv og alderdom.
Det særlige ved Danmark har aldrig været, at alle havde de samme livsvilkår. Men at forskellene ikke fik lov til at splitte os fuldstændigt adMadsen, Overgaard og Striib.
Undervejs møder vi blandt andre læreren Torben, der har oplevet, hvordan folkeskolen tidligere samlede børn med vidt forskellige baggrunde, men som nu ser de fælles mødesteder blive færre.
Det samme billede går igen på boligmarkedet, hvor vi i stigende grad bor blandt mennesker, der ligner os selv. Som forfatterne skriver, siger vi derfor oftere “vi ses i morgen” til dem, vi på forhånd ligner.
I kapitlet foreslår Madsen, Overgaard og Striib derfor at nedsætte et uafhængigt Lighedsråd, der skal følge udviklingen i uligheden og gøre dens konsekvenser til en del af grundlaget for politiske beslutninger.
Ambitionen er et Danmark, hvor den fælles velfærd fortsat er noget, vi alle bruger og har en interesse i, og ikke kun et sikkerhedsnet for dem, der ikke har råd til andre løsninger.
”Det særlige ved Danmark har aldrig været, at alle havde de samme livsvilkår. Men at forskellene ikke fik lov til at splitte os fuldstændigt ad. At vi mødes på tværs i vores fælles velfærdsinstitutioner”, skriver Madsen, Overgaard og Striib.
forfattere
Gordon ørskov madsen
Danmarks Lærerforening
henning overgaard
3F
