Om bogen
Hvordan skal Danmark se ud i 2040? I en ny bog giver fagbevægelsen sit bud på fremtidens arbejdsliv, velfærd og fællesskab – og på de valg, der skal træffes for at komme derhen.
Fremtiden kommer ikke af sig selv.
Den bliver formet af de valg, vi træffer undervejs.
Det er udgangspunktet for den nye bog ”Folkets Danmark”, hvor fagbevægelsen vender blikket mod 2040 og giver sit bud på et Danmark med større tryghed, mere retfærdighed og stærke fællesskaber.
Bogen består af 13 kapitler med visioner for et sammenhængende Danmark i 2040.
Her bliver der blandt andet stillet spørgsmål til, hvordan kunstig intelligens kommer til at forandre vores arbejde. Hvordan vi knækker stresskurven. Hvordan den grønne omstilling bliver til virkelighed. Og hvordan vi bevarer et samfund, hvor mennesker med forskellige liv stadig møder hinanden.
Fra problemer i dag til muligheder i 2040
Bogen tager afsæt i nogle af de udfordringer, der allerede præger Danmark.
Stress og nedslidning. Nye teknologier, der forandrer job og fag. Ulighed. Mangel på faglærte. Presset på velfærden. Og en fagbevægelse, der skal kunne samle lønmodtagerne på et arbejdsmarked i hastig forandring.
Men ”Folkets Danmark” er ikke først og fremmest en bog om alt det, der kan gå galt.
Forfatterne forsøger i stedet at beskrive, hvordan Danmark kan se ud, hvis vi træffer andre valg.
Det er et arbejdsliv, hvor ny teknologi også kan give mere frihed. Hvor arbejdet fylder, men ikke fylder det hele. Hvor velfærden giver mere plads til faglighed og menneskelig dømmekraft. Og hvor den grønne omstilling bliver båret af de mennesker, der skal føre den ud i livet.
De fem kroner, der aldrig kom
FH-formand Morten Skov Christiansen indleder bogen med sin egen historie.
Som 17-årig elektronikmekanikerlærling var han sammen med tre andre lærlinge utilfreds med lønnen. De besluttede at kræve fem kroner mere i timen, og den unge lærling blev sendt til værkstedschefen for at forhandle.
Efter to forhandlinger fik de præcis nul kroner ekstra.
Men noget andet havde ændret sig.
”Alligevel gik jeg ikke tomhændet derfra, for vi stod tættere sammen bagefter. Svendene fik respekt for, at vi havde taget kampen, og chefen kunne mærke, at vi ikke bare var fire enkeltpersoner, han kunne tage én ad gangen,” skriver Morten Skov Christiansen.
Historien bliver samtidig afsættet for bogens større spørgsmål: Hvad kan mennesker forandre, når de organiserer sig og handler sammen?
Et Danmark, der stadig hænger sammen
Gennem bogens kapitler giver en række stemmer fra fagbevægelsen deres forskellige bud på fremtiden.
Nogle ser på kunstig intelligens og automatisering. Andre på psykisk arbejdsmiljø, uddannelse, grøn omstilling, velfærd eller den voksende risiko for, at mennesker med forskellige baggrunde ikke længere møder hinanden.
Fælles er ambitionen om et Danmark, hvor udviklingen ikke bare sker med lønmodtagerne som tilskuere.
”Folkets Danmark” bygger på ligeværd, deltagelse og et fælles ansvar. Visionen er et samfund, hvor man kan gå trygt på arbejde, blive taget alvorligt og stadig have energi til livet uden for arbejdet.
Bogen spørger derfor ikke kun, hvordan Danmark kommer til at se ud i 2040.
Den spørger, hvordan vi ønsker, det skal se ud – og hvad der skal til for at komme derhen.
Folkets Danmark: Kapitler
- Kapitel 1
Folkets Danmark: de fem kroner
FH-formand Morten Skov Christiansen skriver i ’Folkets Danmark’ indledende kapitel om fællesskabets betydning og om de erfaringer, der har formet hans syn på fagbevægelsen.
- Kapitel 2
Tryghed i et langt arbejdsliv
Tonny Olsen og Dorthe Boe Danbjørg tager i kapitlet ’Tryghed i et langt arbejdsliv’ et optimistisk blik på, hvordan ambitiøse investeringer i arbejdsmiljø og både fysiske og teknologiske hjælpemidler kan skabe et sikrere og mindre nedslidende arbejdsmarked i 2040. Som formænd for henholdsvis malerne og sygeplejerskerne oplever forfatterne både fysisk og psykisk nedslidning på nærmeste…
- Kapitel 3
Uddannelse til hånd i hånd – for alle, hele livet
Om at sikre løn- og arbejdsvilkår gennem den stærke danske model, samt skabe tryghed og fleksibilitet på fremtidens arbejdsmarked.
- Kapitel 4
Det prekære arbejdsmarked
Kunstnernes arbejdsliv kan være et varsel om fremtidens arbejdsmarked. Tre forbundsformænd ser mod 2040 og spørger, hvordan vi sikrer tryghed og rettigheder, når flere arbejder fra opgave til opgave
- Kapitel 5
På sporet af mindre stress og bedre psykisk arbejdsmiljø
Tre fagforeningsledere tager toget til 2042 og ser tilbage på, hvordan det lykkedes at knække stresskurven. Vejen dertil gik gennem bedre ledelse, stærkere tilsyn og større respekt for medarbejdernes faglighed.
- Kapitel 6
Danmark som vindernation – Europa som vinderregion
Om at sikre løn- og arbejdsvilkår gennem den stærke danske model, samt skabe tryghed og fleksibilitet på fremtidens arbejdsmarked.
- Kapitel 7
Vi ses i morgen! Et Danmark, hvor vi mødes
Hvad sker der med fællesskabet, når vi stadig oftere kun møder mennesker, der ligner os selv? Tre forbundsformænd tegner deres vision for et mere lige Danmark, hvor vi fortsat mødes på tværs.
- Kapitel 8
Fremtiden har også brug for en fagbevægelse
Henrik W. Petersen og Signe Færch skriver i kapitlet ’Socialt blik for fremtiden’ om organisering og behovet for stærke fagforeninger i fremtiden. Kapitlet tager livtag med fagbevægelsens faldende medlemstal og vigende styrke i armlægningen med arbejdsgiverne. Men kapitlet er alligevel håbefuldt og skitserer en fremtid, hvor fagbevægelsen er stærk, vedrørende og relevant for lønmodtagerne i…
- Kapitel 9
Den grønne omstilling er faglært
limamål bliver først til virkelighed, når nogen kan føre dem ud i livet. Ghita Parry og Christian Rosenkvist Elgaard ser mod 2040 og viser, hvorfor den grønne omstilling er faglært.
- Kapitel 10
Velfærd med mennesket i centrum
Er vi blevet bedre til at registrere mennesker end til at møde dem? BUPL-formand Elisa Rimpler tegner en vision for velfærden i 2040 med mindre kontrol og mere tid, tillid og faglighed.
- Kapitel 11
Usikre tider: Hvordan gør vi Danmark mere robust?
Formændene for politiets og soldaternes fagforeninger skriver i kapitlet ’Usikre tider: Hvordan gør vi Danmark mere robust?’ om et 2040, hvor beredskabet fungerer på et helt andet niveau end i dag. Væk er borgernes skepsis og hovedrysten, når myndighederne beder den enkelte om at være klar på en krisesituation. Forsyninger, hjælp til naboer og lokalt…
- Kapitel 12
2040 – Et transformeret arbejdsmarked og helt andet arbejdsliv?
Hvem får gevinsten, når kunstig intelligens og automatisering gør os mere produktive? Tre forbundsformænd ser frem mod 2040 og et arbejdsliv, hvor arbejdet fylder – men ikke fylder det hele.
